Gå til hovedindhold

Alternativet til Rejsekort som app

Rejsekort & Rejseplan A/S vil sammen med trafikvirksomhederne i løbet af 2026 give rejsende mulighed for at checke ind og ud på en ny type kortlæser, som et alternativ til dem, der ikke kan bruge Rejsekort som app.

Det skal til enhver tid være muligt for danskerne at købe billet til den kollektive transport. Vi ved, der findes rejsende, der enten ikke har en smartphone, er digitalt utrygge, eller ønsker 100 % anonymitet, og de kan ikke bruge apps. Det er dem, den nye billetløsning er lavet til, så de også kan købe en billet, når vi i 2026 udfaser Rejsekort som kort.

Det er cirka 10 % af dem, der i dag bruger Rejsekort som kort, som enten ikke har en smartphone, er digitalt utrygge, eller ønsker 100 % anonymitet.

For at kunne imødekomme disse brugeres behov og ønsker, har vi lavet en række forskellige brugerundersøgelser og været i dialog med civilsamfundsorganisationer. Vi er derfor bevidste om, hvad brugerne efterspørger.

Langt størstedelen af de rejsende efterspørger digitale produkter, og derfor vil det være vores primære billetprodukter. I dag tilbyder vi:

  • Rejsekort som app: Nu er det endnu lettere at rejse med kollektiv transport i hele landet. Med Rejsekort som app har du altid dit Rejsekort lige ved hånden.
  • Rejsebillet-appen: Let og enkelt kan du på forhånd købe en digital billet til en forudbestemt rejse.

Det er planen, at trafikvirksomhederne i 2025 og 2026 opsætter kortlæsere, og i 2026 er den nye billetløsning udrullet i hele Danmark.

For nogle kan en overgang fra et fysisk plastikkort til en app være noget af en omvæltning – og måske vise sig helt umulig.

Vores kundeundersøgelser viser, at cirka 10 % af dem, der i dag bruger Rejsekort som kort, af forskellige årsager ikke kan bruge Rejsekort som app. De skal have et andet tilbud, og det er til den gruppe, vi nu arbejder på en billetløsning.

Frem til 2026 kan de rejsende checke ind og ud med Rejsekort som kort.

Da det nuværende Rejsekort som kort-system er ved at udløbe teknologisk, og de blå punkter er vedligeholdelseskrævende og med tiden skal udfases, har vi valgt at udskifte hele systemet til et opdateret system med længere holdbarhed.

Billetpriserne vil følge de almindelige takster, helt som normalt. Der vil derfor ingen forskel være ved køb på app eller på kort. 

Det har fra begyndelsen været en forudsætning for projektet med udviklingen af Rejsekort som app, at der sideløbende skulle udvikles nye, inkluderende billettyper for at favne alle nuværende Rejsekort-kunder.

I efteråret 2022 indledte vi en tidlig undersøgelse af brugerbehov gennem besøg hos og interviews med en række foreninger og organisationer. Derudover har vi fået ekstern hjælp til at gennemføre en antropologisk undersøgelse.

Vi har oprettet et forum for digital inklusion på farten for at sikre løbende indsigt i brugerbehov. Her deltager foreninger, organisationer, KL og Bibliotekernes Netværk for digital inklusion sammen med repræsentanter fra trafikvirksomheder for at fremme gensidig videndeling og samarbejde om en god implementering af de nye Rejsekort-løsninger.

Konkret har vi løbende præsenteret deltagerne i Forum for digital inklusion på farten for vores tilgange og planer – og modtaget værdifuld feedback.

Det er trafikvirksomhederne, der bestemmer, hvor mange standere der skal opstilles, og hvor de skal placeres på stationer, i busser, ved letbaner osv. Planen er, at der kommer omtrent 9.000 standere i Danmark.