Basiskortet giver dit barn en let og tryg måde at rejse på, også hvis en app ikke er det rette for dem. Basiskortet er et fysisk plastikkort som dit barn kan rejse med overalt i den kollektive transport til den samme pris som det fysiske Rejsekort, dog undtagen Bornholm.
Basiskortet er altså oplagt til dig, som gerne vil udskyde dit barns første smartphone. Dit barn kan få et Basiskort til foråret, i god tid inden det fysiske Rejsekort lukker.
Sådan bestiller du et Basiskort til dit barn
Du kan bestille et Basiskort til dit barn fra foråret 2026 gennem vores Selvbetjening på www.mit.rejsekort.dk. For at kunne bestille et Basiskort til dit barn, skal du skal selv have en profil på Selvbetjeningen og have tilknyttet en betalingsmetode, men du behøver ikke være bruger af Basiskortet.
Basiskortet fungerer anderledes end det fysiske Rejsekort
Med Basiskortet skal man checke ind, hver gang man står på, og checke ud, hver gang man står af. Det gælder også ved skift undervejs, selv hvis turen fortsætter med samme type transportmiddel.
Heldigvis skal man ikke længere tænke over, hvilken stander man skal bruge. Fremover vil man nemlig blive mødt af nye Checkpunkter, som man kan bruge til både check ind og check ud. For at dit barn føler sig tryg i de nye vaner, anbefaler vi en rejse sammen med barnet, hvor Basiskortet kan blive testet af.
Prisen er den samme, men du slipper for at tanke op for dit barn
Man betaler fortsat kun for én samlet rejse, selvom man checker ind og ud flere gange. Et nyt check ind tæller nemlig som den samme rejse, så længe der er gået højst 30 minutter fra det sidste check ud.
Som noget nyt skal kortet ikke længere tankes op. I stedet bliver betalingerne samlet og trukket én gang dagligt. Prisen vises derfor ikke længere på Checkpunktet, men du får en kvittering på e-mail og kan altid få overblik over rejser og betalinger på www.mit.rejsekort.dk.
Har du brug for hjælp?
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe til os på tlf. 70 11 33 33. Vi er klar til at hjælpe dig og dit barn trygt i gang med Basiskort alle hverdage kl. 8.00-18.00 samt lørdag kl. 10.00-15.00.