Gå til hovedindhold

Rejsekort Flex

Vigtige datoer

Vær opmærksom på, at torsdag den 28. maj 2026 kl. 23:59 er sidste mulighed for at checke ind med dit fysiske Rejsekort. Både kort og standere lukker den 29. maj 2026 kl. 00:00. Du kan checke ud den 29. maj indtil kl. 06. Manglende check ud herefter, skal du indmelde i Check Udvej-appen.

 

Den 11. april 2026 er sidste dag du kan købe/bestille et nyt fysisk Rejsekort Flex.

Den 19. maj 2026 er sidste dag du kan bestille et erstatningskort for Rejsekort Flex, hvis du mister dit fysiske Rejsekort. Prisen for et erstatningskort er den samme som for et nyt kort: 50 kroner. Bestiller du et erstatningskort, får du ikke den forholdsmæssige restkortpris retur, når Rejsekort lukker – kun den eventuelle restsaldo bliver udbetalt. Læs mere om restkortpris længere nede på siden.

Vær opmærksom på, at erstatningskort bliver sendt med DAO og Rejsekort & Rejseplan A/S kan ikke garantere for leveringstiden. Hold dig derfor opdateret på DAO’s hjemmeside for forventede leveringstider.

Du kan allerede nu tage en eller flere af vores øvrige løsninger i brug, frem for at bestille et nyt fysisk Rejsekort, som du kun kan bruge frem til og med den 28. maj 2026. Se mere om dine muligheder her: Alternativer til det fysiske Rejsekort

 

Den 28. maj 2026

  • er sidste dag, du kan rejse med dit fysiske Rejsekort, da både kort og standere, de blå punkter, lukker. Det gælder for alle fysiske Rejsekort.  Du kan checke ind med dit fysiske Rejsekort indtil den 28. maj 2026 kl. 23:59.
  • er det muligt at tanke op på dit Rejsekort indtil kl. 23:59. Men vær opmærksom på, at kortlæserne på stationer/perroner kun opdateres ca. hver femte time, og kortlæserne i busser kun opdateres ca. en gang i døgnet. Du bør derfor benytte tank-op via Selvbetjeningen på www.rejsekort.dk mindst 5 timer (for tog/metro/letbane) henholdsvis 24 timer (for bus) før beløbet skal bruges på dit fysiske Rejsekort. 

    Vær derfor også opmærksom på, hvornår du senest foretager en manuel optankning alt efter hvilken type transportmiddel, du skal rejse med, hvis du rejser den 28. maj 2026. 

    Er du på farten og har du brug for penge på dit Rejsekort her og nu, kan du tanke op på en Rejsekortautomat på stationer. Du kan også tanke op på salgssteder.

    Da tilbagebetalingsperioden forventes forlænget efter systemet lukkes, vil det fx være en fordel for dig, at du sørger for ikke at tanke op med meget mere end du ved, du skal bruge til at rejse den sidste rejsedag.

  • er sidste dag du kan betale forfaldne fakturaer via Selvbetjeningen.

Den 29. maj 2026

Rejsekortsystemet lukker officielt ned, og du kan ikke længere rejse med det fysiske Rejsekort. Du kan dog afslutte en rejse den 29. maj, hvis du er checket ind inden midnat den 28. maj.

Den 3. juni 2026 er sidste dag du kan bruge Check Udvej-appen til et glemt check ud. Den 8. juni 2026 er sidste dag, for at acceptere udfaldet af vores afgørelse, efter du har indmeldt et glemt check ud via Check Udvej.

 

Den 30. juni 2026 er foreløbigt sidste dag du kan logge ind på Selvbetjeningen og foretage dig følgende:

  • Opdatere dine kontaktinformationer
  • Se og downloade din rejsehistorik.

Vær opmærksom på at Selvbetjeningen kan lukke ned tidligere end den 30. juni, dog ikke tidligere end den 1. juni 2026. Har du derfor behov for at opdatere dine kontaktoplysninger eller downloade rejsehistorik, opfordrer vi dig til at gøre dette hurtigst muligt, eller at holde dig opdateret her på siden, hvor vi melder ny information ud, når det er afgjort. 

Restbeløb

Vil du have pengene udbetalt hurtigt, kan du med fordel lukke kortet i Selvbetjeningen allerede nu. Du får dine penge hurtigere, hvis du selv lukker kortet nu, end hvis du venter til systemet lukker. 

Du kan lukke dit Rejsekort Flex ved at logge ind på Selvbetjeningen og lukke kortet i god tid inden det automatisk lukker den 29. maj 2026.  

Venter du med at lukke dit kort til efter den 29. maj 2026, og har du penge stående på kortet, når det lukker, kan der gå op til cirka to måneder før pengene automatisk bliver overført til din NemKonto.  

Bemærk: Selvom du lukker kortet, har du stadig adgang til Selvbetjeningen og kan se din rejsehistorik og stamdata. 

Gå til guide: Sådan lukker du dit Rejsekort Flex.  

Har du penge stående, når dit Rejsekort lukker den 29. maj 2026, indsætter vi automatisk beløbet på din NemKonto inden for to måneder.

Du kan under visse betingelser få udbetalt den resterende kortpris. Restkortprisen er den værdi, som kortet repræsenterer i forhold til, hvornår du har købt det. 

Når Rejsekortsystemet lukker den 29. maj 2026, lukker dit Rejsekort Flex samtidig, og du kan under nedenstående betingelser få udbetalt den resterende kortpris. 

 

Betingelser for udbetaling af restkortpris:

Da du købte dit Rejsekort Flex, betalte du 50 kroner for selve kortet.

Et Rejsekort er gyldigt i 5 år uanset type.

Når det fysiske Rejsekort lukker den 29. maj 2026, kan der være noget gyldighed tilbage på kortet, som du ikke kan bruge.  

Er kortet købt senest den 14. december 2024, kan du få din forholdsmæssige restkortpris retur.

Er kortet købt fra den 15. december 2024, får du ingen restkortpris retur. 

Det endelige beløb for restkortprisen får du først oplyst, når tilbagebetalingen sker efter maj 2026.  

Restkortprisen vil altid være mindre end det, du har givet for kortet.  

Læs de til enhver tid gældende kortbestemmelser for nærmere info her Kortbestemmelser - Privat.

Ønsker du restkortprisen udbetalt  
Dette gælder kun, hvis dit kort er købt senest 14. december 2024:  
Du skal ikke lukke kortet nu.  
• Vent til dit fysiske Rejsekort automatisk lukker den 29. maj 2026.  

Hvis du ønsker at lukke kortet før maj 2026  

• Du kan få kortet lukket og få udbetalt de penge, der står på det.  
• Du kan ikke få penge tilbage for selve kortet (restkortpris) – heller ikke selvom du normalt ville have ret til det.   

Tank op aftalen

Din Tank-op-aftale lukkes automatisk, når det fysiske Rejsekort lukker den 29. maj 2026.   

Den 28. maj 2026 er det muligt at tanke op på dit Rejsekort indtil kl. 23:59, men vær opmærksom på, at kortlæserne på stationer/perroner kun opdateres ca. hver femte time, og kortlæserne i busser kun opdateres ca. en gang i døgnet.

Du bør derfor benytte tank-op via Selvbetjeningen på www.rejsekort.dk mindst 5 timer (for tog/metro/letbane) henholdsvis 24 timer (for bus) før, beløbet skal bruges på Rejsekort. 

Vær derfor også opmærksom på, hvornår du senest foretager en manuel optankning alt efter hvilken type transportmiddel, du skal rejse med, hvis du rejser den 28. maj 2026.  

Det vil fx være en fordel for dig, at du sørger for at stoppe din Tank-op-aftale i god tid, så systemet ikke automatisk tanker op kort før Rejsekortsystemet lukker ned, da tilbagebetalingsperioden er længere efter systemet lukkes.  

Ønsker du at stoppe din Tank-op-aftale inden den 29. maj 2026 for at undgå, at der står penge på kortet, som du skal vente på at få retur, skal du gøre det via Selvbetjeningen.

Sidste rejsedag

Hvis du checker ind med dit kort, inden standerne lukker kl. 23:59 den 28. maj 2026, kan du fortsætte rejsen efter midnat.

Du kan stadig checke ud efter endt rejse den 29. maj 2026 indtil kl. 06:00.

 

Rejser over midnat den 28.-29. maj 2026: 

Hvis du checker ind med dit Rejsekort den 28. maj, og rejsen først afsluttes efter midnat, altså den 29. maj, er dit Rejsekort fortsat gyldigt som billet. Vær dog opmærksom på, at du fra midnat ikke kan checke ind igen, hvis du skifter transportmiddel undervejs på din rejse. Du kan stadig checke ud efter midnat, og dit første check-ind vil stadig være gyldigt som billet, hvis du møder billetkontrol. 

Hvis du glemmer at checke ud efter en rejse over midnat, kan du benytte Check Udvej til at melde et glemt check-ud. Det kan du gøre frem til den 3. juni 2026 kl. 23:59.   

Herefter skal du kontakte Rejsekort Kundecenter for at melde et glemt check ud.

Check udvej

Den 3. juni 2026 er sidste dag, du kan bruge Check Udvej-appen til et glemt check ud.

Den 8. juni 2026 er sidste dag, for at acceptere udfaldet af vores afgørelse, efter du har indmeldt et glemt check ud via Check Udvej.

Selvbetjeningen

Den 30. juni 2026 er foreløbigt sidste dag du kan tilgå Selvbetjeningen. Fra den 29. maj til og med den 30. juni 2026 vil du kun kunne foretage dig disse handlinger på Selvbetjeningen:

  • Tilgå din rejsehistorik
  • Ændre dine kontaktoplysninger.

Vær opmærksom på at Selvbetjeningen kan lukke ned før den 30. juni, dog ikke tidligere end den 1. juni 2026. Har du behov for at opdatere dine kontaktoplysninger eller downloade rejsehistorik, opfordrer vi dig derfor til at gøre dette hurtigst muligt, eller at holde dig opdateret her på siden, hvor vi melder ny information ud, når det er afgjort. 

Persondata

Vi behandler de oplysninger, du giver os, og som vi indsamler om dig i forbindelse med din brug af dit Rejsekort, ansvarsfuldt, med respekt for dit privatliv og naturligvis i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesretlige regler. Du kan altid læse mere om vores behandling af dine oplysninger i privatlivspolitik for Rejsekort.

Rejsekort Flex lukker helt samtidig med det fysiske Rejsekort den 29. maj 2026. Ønsker du fremadrettet at dele dit kort med andre, kan vi anbefale anonymt Basiskort, det nye fysiske alternativ til det fysiske Rejsekort.

Har dit barn et Rejsekort, bliver det muligt at bruge det fysiske Basiskort for børn også. Du kan læse mere på denne side: Basis Børn.

Vi kan også anbefale Rejsekort-appen. Med Rejsekort-appen får du mange af de samme funktioner og muligheder, som du kender fra dit fysiske Rejsekort. Appen kan bruges af alle uanset om du er barn ung, voksen, pensionist både under og over 67 år eller har et handicap. Her kan du læse mere om Rejsekort-appen, og du kan downloade den i App Store eller Google Play. 

Bemærk: du kan ikke dele profilen i Rejsekort-appen. Den er personlig.

 

Bortskaffelse af kortet

Som udgangspunkt skal dit Rejsekort i restaffald, både derhjemme og på genbrugsstationen (småt brændbart). Hvis du er i tvivl, skal du følge affaldsreglerne i din kommune. Rejsekortet består af plastik med en indbygget chip, som indeholder metal. Materialerne kan ikke skilles ad, og derfor kan kortet ikke sorteres som plast.

Særlige forhold

Dødsfald – er kortindehaveren død, får Rejsekort og Rejseplan A/S information herom via CPR-registret. Herefter lukkes kundens Rejsekort automatisk og pengene sendes til afdødes NemKonto, hvis den er åben. Er afdødes NemKonto lukket, sendes pengene til boet.

Udrejst – er du udrejst, og har du fortsat et aktivt Rejsekort, lukkes kortet ikke automatisk. Du skal i stedet henvende dig til Rejsekort Kundecenter og bede om at få pengene udbetalt via dit IBAN-nummer. Du kan kontakte Rejsekort Kundecenter på telefon 70 11 33 33.

Korttype

På de fleste kort står der hvilken type kort det er, fx Pendlerkort, Skolekort, Erhverv. Men på Rejsekort Personligt, Flex og Anonymt står der ikke, hvilken type kort, det er. Du vil dog altid kunne genkende Rejsekort Personligt og Rejsekort med Pendler Kombi ved at der står dit navn på og der evt. også er et billede af dig. Men Rejsekort Flex og Anonymt kan se ens ud. 

Du kan også tjekke ved at lægge kortet i en Rejsekortautomat eller gå på Selvbetjeningen, hvor du finder en oversigt over dit/dine kort med information om rejsekortnummer og korttype.

Har du ikke et login til Selvbetjeningen eller kan du ikke se dit kort i oversigten på Selvbetjeningen, er det sandsynligvis fordi du har et Rejsekort Anonymt. Vil du gerne være helt sikker, kan du tjekke bagsiden af dit Rejsekort: Ser du et Danmarkskort, er det et Rejsekort Anonymt.