Hvis du er forælder eller værge kan du bestille et Basiskort til dit barn fra Selvbetjeningen. Det tager kun få minutter, og kortet bliver sendt direkte hjem til dig.
Senere bliver det også muligt at bestille Basiskort i udvalgte salgssteder.
Prisen for et personligt Basiskort er 50 kr.
For at du kan bestille et Basiskort til dit barn er det
nødvendigt, at du selv har oprettet en konto til enten Basiskort eller
Rejsekort-appen. Det er for at kunne tilknytte betalingsmetode til dit barns
Basiskort, du behøver derfor ikke selv at benytte Basiskort eller
Rejsekort-appen.
Derudover skal du have en e-mail samt enten MobilePay eller et betalingskort. Ligeledes vil du via MitID blive bedt om at bekræfte at du er over 18 år.
Bestilling via Selvbetjeningen
Inden du kan bestille et Basiskort til dit barn, er det nødvendigt, at du selv har oprettet en konto til enten Basiskort eller Rejsekort-appen. Fra din egen konto i Selvbetjeningen, kan du oprette en profil til dit barn/dine børn, acceptere vilkår på barnets vegne og godkende betalingsansvar for barnets rejser.
Når bestillingen er gennemført, sendes kortet med posten til barnet og leveres normalt inden for 10-14 hverdage. Kortet kan bruges med det samme, når det modtages.
Du vil kunne se barnets rejser under historik, hvor dine egne rejser, også kan ses.
Du kan bestille Basiskort til dit barn/børn fra Selvbetjeningen
Guide: Sådan bestiller du et Basiskort til dit barn
Bestilling via vores kundecenter bliver muligt senere i løbet af foråret
Hvis du ikke har mulighed for at bestille et Basiskort til dit barn online, bliver det senere i løbet af foråret muligt at oprette og bestille et Basiskort til dit barn via vores kundecenter.
Ved bestilling via vores kundecenter får du tilsendt en bestillingsblanket, som skal udfyldes og returneres. Når vi har modtaget den udfyldte blanket, bestiller vores kundecenter et Basiskort til dit barn. Kortet sendes med posten og leveres som udgangspunkt inden for 10–14 dage.
Skal barnet rejse med kundetype handicap, skal den voksne henvende sig til vores kundecenter for at barnet kan verificeres som godkendt til kundetype handicap
Bestilling via salgssted
I løbet af foråret bliver det muligt at købe et Basiskort til børn på udvalgte salgssteder, hvor det er muligt at oprette og bestille Basiskort til både barn og voksen.
Betaling af barnets rejser
Barnets rejser betales automatisk af den voksne, der har bestilt kortet.
Rejserne samles og betales én gang i døgnet via den voksnes betalingskort eller MobilePay. Det betyder, at kortet ikke skal tankes op på forhånd, og barnet kan derfor altid rejse, så længe der er en aktiv betalingsmetode tilknyttet.
Den voksne modtager en daglig kvittering med en oversigt over de rejser, der er foretaget. Hvis den voksnes betalingskort er spærret, modtager den voksne en sms herom. For at barnet kan rejse, skal betalingsoplysninger opdateres. Dette kan tage op til et døgn, men hvis du kontakter vores kundecenter, kan de sørge for, at oplysningerne opdateres det samme, så barnet igen kan rejse.
Med Basiskortet skal dit barn checke ind, hver gang de står på, og checke ud, hver gang de står af. Det gælder også ved skift undervejs, selv hvis turen fortsætter med samme type transportmiddel. Alle checkpunkter kan bruges til både check ind og check ud.
Dit barn kan tage ekstrarejsende med på rejsen med Basiskortet. Den voksne, der har bestilt kortet, hæfter for betaling for alle rejser, også for de ekstrarejsende, som barnet har checket ind.
Sådan rejser dit barn med Basiskort:
Ved start af en rejse:
· Check ind, når rejsen starter
· Check ud, når rejsen slutter
Ved skift undervejs:
· Check ind igen, når rejsen starter
· Check ud igen, når rejsen slutter
Kan dit barn have andre med på rejsen?
Dit barn kan tilføje ekstra rejsende på alle Checkpunkter.
Sådan rejser dit barn med ekstra rejsende:
· Tryk på ikonet med to personer
· Vælg ekstra rejsende
· Check ind på Basiskortet
Regler for ekstra rejsende
· Ekstra rejsende tilføjes før dit barn checker sig selv ind
· Det er muligt at tilføje op til 27 ekstra rejsende (udover barnet selv)
· Børn under 12 år kan medtage et andet barn under 12 år gratis.
· Max 1 cykel eller 1 hund ad gangen
· Blandede kombinationer er tilladt.
Når dit barn checker ind, bliver alle medrejsende automatisk checket ind sammen med barnet og følger barnets check ind og check ud under rejsen.
Den voksne, der har bestilt kortet, hæfter for betaling for alle rejser, også for de ekstrarejsende, som barnet har checket ind.
Kan rabattrin fra et gammelt Rejsekort overføres?
Hvis dit barn tidligere har haft et fysisk Rejsekort, kan rabattrin overføres til barnets profil.
Overførslen kan kun ske én gang pr. kort og skal foretages via vores kundecenter. Rabattrin kan overføres frem til 31. juli 2026.
Hvis dit barn glemmer at checke ud
Hvis dit barn glemmer at checke ud:
· Undervejs på rejsen: Check ud ved nærmeste Checkpunkt uanset om det er i bus, tog, metro eller letbane.
· Ved endt rejse: Kontakt vores kundecenter. på 70 11 33 33, som kan hjælpe dig med korrekt check ud.
Standardpris ved glemt check ud
Hvis dit barn glemmer at checke ud, enten undervejs på sin rejse med skift eller ved endt rejse, kan du blive opkrævet en standardpris for rejsen. Hvis vi kan beregne dele af rejsen, vil vi opkræve prisen for denne del, hvis den er højere end standardprisen. Standardprisen vil afhænge af kundetype. Du kan se standardpriserne under ’Det med småt’, som du finder her.
Det er dit barns ansvar at sikre, at de har en gyldig billet, når de rejser. I tilfælde af billetkontrol giver manglende check ind en kontrolafgift.
Hvis kortet bliver væk, skal det spærres i Selvbetjeningen. Derefter kan der bestilles et nyt kort til barnet.
Spær kortet hurtigst muligt på Selvbetjeningen eller via telefon 70 11 33 33. Indtil du spærrer dit barns kort, kan andre rejse på din regning. Hvis Basiskortet skal åbnes igen, skal du kontakte os. Kortet kan tages i brug med det samme efter genåbning.
Et erstatningskort koster 50 kr. og sendes med posten. Når det nye kort er bestilt, kan barnet tage det i brug, så snart det modtages.