Mere end 3 millioner har skiftet til Rejsekort-appen og Basiskortet. Det fysiske Rejsekort lukkes nu trinvis den 28. maj i Jylland og på Fyn og derefter den 29. juni på Sjælland. Lukningen sker trinvis, fordi nogle få Basiskort billettyper bliver klar senere.
Rejsekort-appen og Basiskortet er blevet en naturlig del af hverdagen for de mere end 3 millioner rejsende, der har skiftet fra det fysiske Rejsekort.
Det fysiske Rejsekort lukker nu i to trin. Det skyldes både, at nogle få Basiskort billettyper bliver klar senere, og at 200.000 af de tilbageværende brugere bor på Sjælland:
”Nogle få billettyper i Basiskort bliver klar senere. Samtidig er der omkring 300.000, der stadig rejser med det fysiske Rejsekort, hvor 70 % af dem bor på Sjælland,”
”Derfor tilrettelægger vi nu lukningen, så den tager højde for, hvor flest rejsende endnu ikke har skiftet. På Fyn og i Jylland er sidste check ind 28. maj, mens den på Sjælland og i alle DSB og GoCollective-tog er 29. juni.”
”Da ca. 95 % af de anonyme Rejsekort-brugere er på Sjælland, giver vi her ekstra tid, så rejsende kan nå at skifte til et anonymt Basiskort, som kan det samme – og som kommer i salg i udvalgte kiosker og 7/11 fra slutningen af maj.” siger Jens Willars, kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S
Direkte besked til de rejsende
I en tid med forandringer for de rejsende i den kollektive transport, er det vigtigt for Rejsekort at kommunikere direkte i det omfang, det er muligt:
“Den ekstra måned med det fysiske Rejsekort skal give plads til, at flere rejsende kan finde den løsning, der passer dem – enten Rejsekort-appen eller Basiskortet.”
”Vi sender nu information ud til de rejsende om ændringerne og deres muligheder. Samtidig kontakter vi direkte de rejsende, der i dag bruger de billettyper, som bliver klar senere, så de ved, hvad de skal gøre, indtil den nye Basiskort billettype er klar.”
”For rejsende, der har brug for at betale for sine rejser med kontanter eller vil være anonyme, informerer vi bredt, da vi ikke har mulighed for at kontakte dem direkte. På den måde kan alle blive gjort opmærksomme på deres muligheder og blive hjulpet videre til en anden billetform,” understreger kundedirektør Jens Willars.
Fakta - lukkedatoer:
28. maj er sidste check ind med det fysiske Rejsekort:
- Jylland og Fyn: busser, lokaltog og letbaner
29. juni er det sidste check ind med det fysiske Rejsekort:
- Sjælland, Lolland, Falster og Møn: busser, metro, lokaltog og letbane
- DSB tog på tværs af landet og på Hyllie, Triangeln og Malmø C i Sverige
- Jylland og Fyn: GoCollective-tog
29. juni markerer dermed det sidste check ind med det fysiske Rejsekort i hele Danmark. På rejsekort.dk/luk kan man se et overblik over, hvornår og hvor det fysiske Rejsekort lukker i ens lokale område.
Har man penge stående, når det fysiske Rejsekort lukker, indsættes beløbet automatisk på NemKonto. Har man et Rejsekort Anonymt, skal man selv bede om at få pengene udbetalt. Læs mere på rejsekort.dk/luk.
Fakta - Basiskortet
- Der findes to Basiskort: det personlige Basiskort til 50 kr. og det anonyme Basiskort til 80 kr.
- Det personlige Basiskort kan købes i salgssteder, på rejsekort.dk/basiskort eller ved at ringe til os på 70 11 33 33. Rejser betales løbende med MobilePay eller betalingskort.
- Det anonyme Basiskort kan købes fra senest den 26. maj i kiosker og 7-Eleven – godt til rejsende uden MobilePay eller betalingskort og rejsende der vil være anonyme. Tankes op med kontanter eller betalingskort.
- Et personligt Basiskort med Pendler Kombi og tilsvarende i Rejsekort-appen kan købes fra juni og indtil da kan man købe et pendlerkort i appen Rejsebillet.
Lavere pris på rejser med Rejsekort-appen og Basiskort
- Lavere priser for børn, unge, pensionister under og over 67 og rejsende med handicap
- 20 % rabat på rejser, der starter uden for myldretiden på hverdage mellem kl. 11-13 og kl. 18-07 og lørdag, søndag og helligdage
- Du kan overføre dit rabattrin fra dit fysiske Rejsekort til både Rejsekort-appen og Basiskortet i Selvbetjeningen
Om Rejsekort & Rejseplan A/S
Rejsekort & Rejseplan A/S ejes af DSB, Trafikselskabet Movia, Metroselskabet I/S, Midttrafik, Sydtrafik, Nordjyllands Trafikselskab, FynBus og BAT
Pressekontakt
Rejsekort & Rejseplan A/S
Tlf.: 22 20 11 74
presse@rejsekort.dk