Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Tre fakta om lokationsdeling på Rejsekort som app LÆS MERE

I alt 100 millioner rejser med rejsekort

19. feb 2015 kl. 14:30
I dag runder antallet af rejser med Rejsekort på landsplan 100 millioner. Således har det lille ’ding’ ved check ind nu lydt over 100 millioner gange på tog- og metrostationer og i busser over hele landet. Der er nu udstedt flere end 1.130.000 Rejsekort på landsplan. Alene i sidste uge blev der udstedt over 24.000 kort. Det er næsten fire gange så mange som i en gennemsnitlig uge i 2014.
”Meget tyder på, at danskerne er ved at vænne sig til det lille kort. To ud af tre Rejsekort-brugere siger i den nyeste Rejsekort-undersøgelse, at rejsekortet har gjort det lettere at rejse med kollektiv trafik. Og erfaringen viser da også, at når først passagererne har anskaffet sig et Rejsekort, bliver de hurtigt fortrolige med det,” siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør for Rejsekort A/S.

Den store stigning i udstedte Rejsekort de seneste uger hænger sammen med, at salget af klippekort sluttede i hovedstadsregionen d. 8. februar. Hovedstadsregionen er den landsdel, hvor udbredelsen af Rejsekort er størst, idet mere end hver fjerde borger over 12 år (26,7 pct.) har benyttet rejsekortet inden for de seneste tre måneder.

Brugerne af Rejsekort har taget godt imod selvbetjeningsløsningerne. Ni ud af ti optankninger på kortet sker i dag automatisk eller via selvbetjening. Over 428.000 Rejsekort har tilknyttet en automatisk tank-op-aftale, som sikrer, at man altid har penge på kortet til sine rejser. De øvrige selvbetjente optankninger sker på rejsekortautomaterne eller på rejsekort.dk. Kun cirka ti pct. af brugerne går ind i en kiosk eller et andet betjent salgssted for at tanke penge på deres Rejsekort.

”Det danske Rejsekort har en selvbetjeningsgrad på 90 procent, hvilket er unikt, når man sammenligner med lignende Rejsekort i andre lande. Mange har tilknyttet en tank-op-aftale til deres Rejsekort, men brugerne er også flittige til at tanke op på rejsekortautomaterne på stationerne, inden de hopper på toget, idet pengene overføres til kortet med det samme,” siger Bjørn Wahlsten.