Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Tre fakta om lokationsdeling på Rejsekort som app LÆS MERE

Ny app gør rejsen lettere for Rejsekortkunder

23. jan 2015 kl. 09:41
Rejsekort A/S har støttet udviklingen af en ny app, der hjælper Rejsekortkunder med at huske at checke ud og samtidig tilbyder en række andre funktioner, der kan lette rejsen for kunderne.
Når kunden har indtastet den station eller det stoppested, som han skal rejse til, oplyser ’Rejs Nemt’ om rejsemuligheder samt prisen på dem, hvorefter kunden vælger netop sin rejse. En alarm minder nu kunden om at huske check ind ved starten af rejsen og ved skift af transportmiddel samt om check ud, når rejsen slutter. Kunden kan også se sin rejsehistorik og saldoen på sit Rejsekort. Endelig giver App’en besked om eventuelle driftsforstyrrelser på rejsekortsystemet. Alt sammen informationer, som Rejsekort A/S’ mange kundeundersøgelser viser, at passagererne lægger stor vægt på.

’Rejs Nemt’ er udviklet af NewDanishDesign, og Rejsekort A/S har støttet udviklingsarbejdet økonomisk for at gøre app’en gratis for kunderne.

”Vi har valgt at støtte udviklingen af ’Rejs Nemt’ for at imødekomme især de kunder, som har svært ved at vænne sig til at checke ud, når de slutter en rejse. I tillæg til det indeholder app’en en række andre funktioner, som kan gøre rejsen lettere. Det vil vi gerne tilbyde både eksisterende, men også alle de nye kunder, som vil begynde at bruge Rejsekort, når salget af klippekort til rejser i hovedstadsområdet stopper 8. februar,” siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør i Rejsekort A/S.

App’en ’Rejs Nemt’ er ikke en del af rejsekortsystemet, og derfor har Rejsekort A/S ikke et ansvar i forhold til app’ens funktionalitet. NewDanishDesign henvendte sig selv til Rejsekort A/S med deres idé.

”Vi har selv haft svært ved at huske at checke ud, og syntes derfor, det var oplagt at udvikle en app, der hjælper kunderne med at huske det – og samtidig kan finde rejsemuligheder og priser samt oplyse rejsehistorik og saldo på Rejsekort. Kort sagt samler ’Rejs Nemt’ alt det, rejsekortkunderne har brug for på deres rejse, i én samlet app,” siger Alexander Dircks Olander, medstifter af NewDanishDesign.

Fakta
  • ’Rejs Nemt’ kan hentes til Android-telefon og iPhone.
  • I 98,4 % af alle rejser med Rejsekort husker brugerne at checke ud.
  • ’Rejs Nemt’ er bare én ud af en række aktiviteter, der skal hjælpe kunderne med at huske at checke ud. Trafikvirksomhederne opsætter stickers på bus- og togdøre og på stationer og annoncerer desuden både i tv, på print, på nettet og i virksomhedernes egne medier. Desuden udsendes servicemails til kunder, der glemmer at checke ud.
  • Salget af klippekort til rejser i hovedstadsområdet stopper 8. februar. Derefter kan kunderne bruge Rejsekort, app’en ’mobilbilletter’, periodekort eller kontantbilletter afhængigt af deres rejsebehov.


Kontakt:
Alexander D. Olander, medstifter, NewDanishDesign, alexander@newdanishdesign.dk, tlf.: 25 56 48 04