Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Tre fakta om lokationsdeling på Rejsekort som app LÆS MERE

Rejsekort får nordjyder til at rejse mere med bus og tog

15. feb 2012 kl. 09:00
Siden Rejsekortet blev indført i Aalborgs bybusser og de nordjyske tog i oktober 2011, er antallet af rejsekortrejser steget med over 600 %. En ny undersøgelse viser desuden, at kortet vil få over 30 % af de nordjyske kunder til at rejse mere med bus og tog i fremtiden.
Overgået forventningerne
Med over 2.500 aktive rejsekortkunder og over 12.000 ugentlige rejser, har det nye Rejsekort taget sit greb i den kollektive trafik i Nordjylland, og den positive passagerkurve vil, ifølge en ny undersøgelse, stige i fremtiden. Undersøgelsen, som er foretaget af Nordjyllands Trafikselskab og Aalborg Kommune, viser, at hele 31 % af rejsekortkunderne forventer at rejse mere med bus og tog i fremtiden på grund af kortet.

- Vi havde forventet, at rejsekortet vil have en gavnlig effekt på passagernes rejsefrekvens, men vi havde ikke spået, at det kunne få så mange til at rejse med bus og tog oftere. Sammenlagt med at kunderne erklærer sig tilfredse med kortet, tegner der sig et billede af, at kortet i Nordjylland er på vej til at blive den succes, som vi havde håbet på, fortæller NT’s bestyrelsesformand, Thomas Kastrup-Larsen.

Undersøgelsen af rejsekortet i Nordjylland blev udsendt pr. e-mail til 836 nordjyske rejsekortkunder, hvoraf 396 svarede. Ud af de adspurgte erklærede 76 % sig enten ’meget tilfreds’ (35 %) eller ’tilfreds’ (41 %) med deres Rejsekort.

Gode takter, men stadig et stykke vej
Selv om takterne i den nye undersøgelse overvejende er positive, findes der også tegn på, at kortet fortsat kræver tilvænning hos kunderne. 28 % har oplevet flere tekniske problemer med kortet, og 27 % har oplevet et enkelt teknisk problem. Det er tal, der i mellemtiden ikke overrasker Rejsekortet A/S.

- Det er klart, at der – når man indfører et så omfattende system - vil opstå uhensigtsmæssigheder, være såkaldte børnesygdomme og behov for mere information. Samtidig stiller det også en række nye krav til brugerne i den anden ende, som skal anlægge sig nye vaner og lære nye måder at rejse på. Når det er sagt, er introduktionen af rejsekortet gået rigtigt godt, og det vælter fortsat ind med nye kunder både i Nordjylland og på Sjælland, forklarer direktør for Rejsekortet A/S, Bjørn Wahlsten.

Faktaboks: Om Rejsekortet i Nordjylland

  • Med et Rejsekort har man altid gyldig rejsehjemmel.
  • Jo mere man rejser, jo billigere bliver det.
  • Første gang et Rejsekort benyttes, er det billigere end at købe en kontantbillet. Efter ni rejser på en måned bliver rejseprisen mindre end med et klippekort.
  • Når man køber et personligt Rejsekort, starter man automatisk på rabattrin 7, hvilket betyder, at man sparer 42 % i forhold til den laveste rabatsats fra dag et. Det er således billigere at rejse med et personligt Rejsekort end både kontantbillet og klippekort. Derefter er det op til kunden selv at opretholde et højt rabattrin ved at rejse meget med bus og tog.
  • Med rejsekortet slipper nordjyderne også for at betale nattillæg (pt. 20 kr.) og man får yderligere 25 % rabat på sine rejser mellem klokken 18-04.
  • Ifølge den nye undersøgelse er to af de vigtigste årsager til, at de adspurgte rejsekortkunder har valgt rejsekortet, at det er nemt (65 %), og at det er billigt (44 %).

    I Nordjylland er rejsekortet indtil videre indført i samtlige Aalborgs by- og metrobusser, Nordjyske Jernbaner og DSB’s tog i Nordjylland. Til maj bliver kortet yderligere indført i Morsø, Thisted og Jammerbugt Kommune på en del busruter. Kortet forventes indført i resten af Region Nordjylland til efteråret 2012. Kortet er samtidig indført på en stor del af Sjælland.

    Yderligere information
    Bestyrelsesformand for Nordjyllands Trafikselskab, Thomas Kastrup-Larsen, tlf. 2520 1900 Direktør for Rejsekortet A/S, Bjørn Wahlsten, tlf. 3343 2400

    Baggrundmateriale
    Analyse af Rejsekort i Nordjylland
    Tal på Rejsekort i Nordjylland