Kom godt i gang
Sådan kommer du i gang
Med Rejsekort som app kan du rejse som 'Voksen', ’Ung’ og ’Pensionist’.
Når du registrerer din fødselsdato i appen ved oprettelse, vælges kategorien automatisk. Du skal derfor ikke selv gøre noget, men du skal ved kontrol kunne fremvise bevis på din alder.
Som ’Voksen’ skal du være mellem 26-66 år.
Som ’Ung’ skal du være mellem 18-25 år.
Som ’Pensionist’ skal du være fyldt 67 år.
I løbet af 2025 bliver det muligt for følgende rejsende at bruge Rejsekort som app:
- Pensionist til visitation
- Barn
- Erhverv
- Handicap
I løbet af 2025 bliver det muligt ved check ind at tilføje:
- Flere rejsende og kæledyr/cykel
Hvis du har deaktiveret din profil i Rejsekort som app, kan du genskabe din konto indenfor de første 36 måneder.
Det gør du ved at indtaste samme mailadresse og telefonnummer, som da du oprettede din konto første gang. På den måde aktiveres dine tidligere data og du kan genoptage brugen af Rejsekort som app.
Ifølge vores privatlivspolitik opbevarer vi dine rejsedata i 36 måneder fra registreringen af oplysningerne. Du kan læse vores privatlivspolitik her:
For at bruge Rejsekort som app skal du være registreret med dine personoplysninger. Derfor er det ikke muligt at rejse anonymt med Rejsekort som app.
Du skal derfor i første omgang beholde dit Rejsekort Anonymt.
Der vil være en længere overgangsperiode, hvor det stadig som anonym bruger er muligt at benytte Rejsekort som kort. Senere kommer en ny løsning med fysisk udstyr og kort til dig, der enten ikke ønsker eller ikke kan bruge Rejsekort som app. Vi giver besked om ændringen i god tid inden den træder i kraft.
Krav til din telefon
Krav til styresystem
iPhone: Du skal have en iPhone med iOS 15 (eller nyere).
Android: Du skal have en smartphone med 8.0 (eller nyere).
SIM-kort: Du skal have et fungerende SIM-kort, der tillader mobildata (Rejsekort som app bruger ca. 1 MB i timen).
Batteri: Din telefon skal have tilstrækkeligt batteri til hele rejsen. Appen bruger ikke mere strøm end andre apps, men der skal være nok batteri til du når slutdestinationen, og til at du kan vise billetten i tilfælde af kontrol.
Betaling: Du skal have et gyldigt betalingsmiddel tilknyttet i appen. Du kan lige nu bruge MobilePay og et udvalg af betalingskort. Senere tilføjes mulighed for at betale med yderligere betalingskort.
Tilladelser: Du skal give appen de nødvendige tilladelser til bl.a. deling af lokalitetsdata. Det skal du for at vi mest nøjagtigt kan beregne prisen på din rejse. Du kan læse mere om vores vilkår for Rejsekort som app.
Du kan stadig bruge Rejsekort som kort, som du hele tiden har gjort.
Vi ved, at der er kunder, som af forskellige årsager ikke ønsker eller har mulighed for at bruge Rejsekort som app, og derfor er vi i fuld gang med at udvikle en alternativ løsning.
Rejsekort som kort bliver ikke udfaset, før alternativet er på plads til dig, som ikke kan anvende appen. Vi giver besked i god tid inden, der sker en forandring med Rejsekort som kort.
I løbet af 2025 bliver det muligt at købe enkeltbilletter og zonebilletter på et fysisk kort (som det kendes i dag) eller på dit betalingskort. Det vil være muligt at købe og have flere billetter på kortet med mulighed for optankning. Billetten vil skulle aktiveres på en fysisk stander før den er gyldig.
De nye muligheder er:
- Kort, hvor du som rejsende kan vælge automatisk optankning eller manuel optankning af billetter i en webshop eller et salgssted
-
Kort, som er anonymt, og som kan tankes op med billetter på et salgssted
-
Betalingskort, som kan bruges til at købe zonebilletter til de korte rejser. Zonebilletten gemmes på betalingskortet
For alle tre muligheder skal billetterne købes på forhånd – f.eks. til et forudbestemt antal zoner eller til en forudbestemt rute såsom Vejle-Aarhus.
Det fysiske kort kan indeholde flere forskellige billettyper på samme tid, f.eks. 10 ture i 2 zoner, 10 ture mellem Vejle og Aarhus og 10 ture i 4 zoner.
Endelig kan kortet f.eks. også indeholde et pendlerkort, som vil være knyttet til en bestemt rejsende.
Placering:
Rejsekort som app skal have adgang til dine lokalitetsdata for at kunne registrere din rejse korrekt.
Vi registrerer din lokation sådan her: Når du åbner Rejsekort som app, imens du rejser og indtil kort efter du er checket ud. På den måde kan vi være sikre på, at vi beregner prisen for rejsen korrekt, og at du er checket ud ved rejsens slutning. Du kan læse mere om deling af lokalitetsdata under spørgsmålet "Hvorfor skal jeg dele min lokation?" Min konto og mine data | rejsekort.dk
Har du en iPhone, skal du vælge "Tillad altid". Når du opretter din profil i Rejsekort som app, vil din iPhone først foreslå "Tillad, mens du bruger appen". Umiddelbart efter kan du vælge "Tillad altid".
Hvis du har en Android-telefon, skal du under Placering vælge ”Tillad mens appen bruges”.
Husk: Slår du lokalitetsdata fra under din rejse, er din billet ikke længere gyldig, og det kan resultere i en kontrolafgift.
Bevægelse:
Ved brug af bevægelsesdata kan appen se om du er i bevægelse, er gående, er på vej væk fra et transportmiddel og den kan skelne mellem transportmidler. Med bevægelsesdata slået til, kan appen mere nøjagtigt beregne den rigtige rejse og dermed pris for rejsen.
Bevægelsesdata er en også forudsætning for at bruge funktionen ’Smart check ud’, som hjælper dig, hvis du indimellem glemmer at swipe Check ud.
Har du en iPhone, skal du tillade brug af din bevægelses- og fitnessaktivitet.
Har du en Android-telefon, skal du tillade Fysisk aktivitet.
Notifikationer:
Vælg "Slået til", hvis du vil aktivere alle fordele i appen . Med notifikationer kan appen sende dig påmindelser om check ud samt en prisoversigt over din rejse.
Opdatering af app i baggrunden:
Indstil til "Slået til", så Rejsekort som app kan fortsætte med at spore din placering, hvis din telefon genstartes.
Mobildata:
Indstil til "Slået til", så din mobiltelefon kan kommunikere med Rejsekort som app under rejsen for at garantere en gyldig billet.
WIFI og Bluetooth:
Vi anbefaler, at du aktiverer disse for at forbedre nøjagtigheden af dine positionsdata.
Brug af batteri:
Batteriforbruget for Rejsekort som app er testet på forskellige telefonmodeller og operativsystemer. I gennemsnit bruger Rejsekort som app omkring 5% strøm i timen. Batteriet bruges hurtigere, hvis andre apps/funktioner samtidig er åbne.
Husk, at du er ansvarlig for at have en fungerende telefon med nok batteritid under hele din rejse. Løber din telefon tør for strøm, er din billet IKKE længere gyldig.
Brug af mobildata:
For at kunne beregne korrekt pris for din rejse, kræver Rejsekort som app adgang til dine lokationsdata.
Under en rejse sender og modtager Rejsekort som app ca. 1 MB data i timen.