Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Vær opmærksom på, at der florerer svindel LÆS MERE Ikon titel

Konstruktivt møde mellem Datatilsynet og Rejsekort & Rejseplan A/S om Rejsekort som app

15. apr 2024 kl. 15:42
Tidligere i dag havde vi inviteret Datatilsynet til et dialogmøde her i vores lokaler i Søborg. Mødet var konstruktivt, og Datatilsynet kvitterede for invitationen.

Juridiske overvejelser om dataindsamling

Kundedirektør Jens Willars fik følgende med fra mødet:

”Det var et godt møde, hvor vi fik vist Datatilsynet, hvad Rejsekort som app kan, hvilke data der indhentes og hvordan vi behandler dem. Vi kunne fortælle, at vi kun indhenter data, når den rejsende har Rejsekort som app aktiv på sin telefon eller er checket ind. Dermed har appen kun adgang til data som er nødvendige for at give de rejsende en gyldig billet til kollektiv transport. Vi fik selvfølgelig også gennemgået de juridiske overvejelser vi har haft, både i forhold til lokalitetsdeling i appen og dataminimering – altså princippet om til alle tider kun at indsamle helt nødvendige data om sine brugere”

Næste skridt

På mødet fik vi en god drøftelse med Datatilsynet om de overvejelser, som har ligget til grund for udvikling af løsningen, og hvor Datatilsynet fik mulighed for at spørge konkret ind til vores overvejelser om databeskyttelse. Kundedirektør Jens Willars udtaler:

”På mødet gjorde vi os umage med at fortælle om vores grundige forarbejde med databeskyttelse, inden vi lancerede appen. Datatilsynet pegede på, hvordan vi frem mod den fulde udrulning af appen til alle danskere kan styrke de rejsendes indsigt i og forståelse af, hvordan vi behandler deres data, så det fremstår klart, når man tager appen i brug. Datatilsynet gav input til vores videre overvejelser om behandlingsgrundlag, kommunikation af privatlivspolitikken og balancen mellem dataminimering og kundeoplevelsen inden den fulde udrulning til alle danskere”.