Ungdomskort
Vigtige datoer
Den 8. januar 2026 blev perioderne, du kan bestille på dit Ungdomskort, nedtrappet til 59 dage, så du kun kan bestille perioder til og med den 28. maj 2026.
Den 19. marts 2026 er sidste dag du kan købe/bestille et nyt fysisk Ungdomskort på Rejsekort. Vær opmærksom på at du kan rejse på Ungdomskort på Rejsekort til og med den 28. maj 2026. Herefter skal dit nye Ungdomskort bestilles på Rejsebillet eller Basiskort.
Den 28. maj 2026
- er sidste dag, du kan rejse med dit fysiske Ungdomskort på Rejsekort, da både kort og standere, de blå punkter, lukker. Det gælder for alle fysiske Rejsekort.
- er sidste dag for fornyelse af perioder på Ungdomskort på Rejsekort.
Fra den 20. marts 2026 kan du bestille Ungdomskort på Basiskort.
Vær opmærksom på, at nye kort, uanset om det er på Rejsekort eller Basiskort, bliver sendt med DAO. Rejsekort & Rejseplan A/S kan derfor ikke garantere for leveringstiden. Hold dig opdateret på DAO’s hjemmeside for forventede leveringstider.
Du kan allerede nu tage en eller flere af vores øvrige løsninger i brug, frem for at bestille et nyt fysisk Ungdomskort på fysisk Rejsekort, som du kun kan bruge til og med den 28. maj 2026.
Den 29. maj 2026: Rejsekortsystemet lukker officielt ned, og du kan ikke længere rejse med det fysiske Ungdomskort på Rejsekort.
Restbeløb
Din saldo overføres automatisk til din NemKonto. Har du penge stående, når dit Ungdomskort lukker 28. maj 2026, indsætter vi automatisk beløbet på din NemKonto inden for to måneder. Der vil ikke blive trukket 8 dage fra udbetalingen.
Vær opmærksom på, at selvom du har en aktiv periode, der udløber senere end den 28. maj 2026, vil din periode på dit fysiske Ungdomskort ikke længere være gyldig, når systemet lukker den 29. maj 2026.
Da du ikke har betalt for selve plastikkortet, får du ingen restkortpris udbetalt når det fysiske Rejsekort lukker den 29. maj 2026.
Sidste rejsedag
Hvis du checker ind med dit kort, inden standerne lukker kl. 23:59 den 28. maj 2026, kan du fortsætte rejsen efter midnat.
Rejser over midnat den 28.-29. maj 2026:
Hvis du checker ind med dit Rejsekort den 28. maj, og rejsen først afsluttes efter midnat, altså den 29. maj, er dit Rejsekort fortsat gyldigt som billet. Vær dog opmærksom på, at du fra midnat ikke kan checke ind igen, men dit første check-ind vil stadig være gyldigt som billet, hvis du møder billetkontrol.
Du kan stadig afslutte din rejse efter midnat, og dit Rejsekort vil stadig være gyldigt som billet, hvis du møder billetkontrol.
Alternativer til det fysiske Rejsekort
Til dig, der foretrækker et fysisk kort, når du rejser med kollektiv transport, vil der komme et fysisk alternativ, nemlig Basiskortet.
Du kan allerede nu skifte til appen Rejsebillet, hvor du kan få vist dit Ungdomskort. Her kan du læse mere om Rejsebillet, og du kan downloade den i App Store eller Google Play.
Bortskaffelse af kortet
Som udgangspunkt skal dit Rejsekort i restaffald, både derhjemme og på genbrugsstationen (småt brændbart). Hvis du er i tvivl, skal du følge affaldsreglerne i din kommune. Rejsekortet består af plastik med en indbygget chip, som indeholder metal. Materialerne kan ikke skilles ad, og derfor kan kortet ikke sorteres som plast.
Særlige forhold
Vær opmærksom på at erstatningskort skal bestilles og personlige informationer redigeres, direkte på ungdomskort.dk