Brug af cookies på Rejsekort.dk

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse, bl.a. så vi kan huske dine seneste indtastninger. Når du fortsætter med at bruge rejsekort.dk, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om brugen af cookies her.

Vores arbejde

Rejsekort A/S driver på vegne af trafikvirksomhederne i Danmark rejsekortsystemet, der er et elektronisk billetsystem til bus, tog og metro. Rejsekort binder alle landsdele og trafikvirksomheder sammen i ét fælles system, der fungerer som både billet og betalingsmiddel.


Foruden driften af rejsekortsystemet er Rejsekort A/S ansvarlig for den fælles hjemmeside rejsekort.dk. Siden samler al information om rejsekort og giver samtidig adgang til den selvbetjening, hvor brugere via deres egne konti selv kan ordne alt, der har med rejsekort at gøre. Her kan de bestille rejsekort og betalingsaftaler, tanke op, få overblik over forbruget på deres rejsekort og meget mere.

Rejsekort A/S er ejet af trafikvirksomhederne bag rejsekort og drives som et selvstændigt aktieselskab med egen ledelse samt en bestyrelse bestående af repræsentanter for hele ejerkredsen. Det vil sige DSB, Trafikselskabet Movia, Metroselskabet, Nordjyllands Trafikselskab, Sydtrafik, Midttrafik og FynBus.

Mission og strategi

Rejsekort er sat i verden for at gøre det nemmere at bruge bus, tog og metro med det formål at få endnu flere til at bruge kollektiv transport.

Rejsekort A/S blev etableret for at udbrede rejsekort over hele Danmark. I takt med, at udrulningen rundt om i landet er fuldført, er selskabets opgave fremadrettet at videreudvikle et sikkert, stabilt og rentabelt rejsekortsystem med trygge – og i vid udstrækning selvbetjente – brugere.