Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Tre fakta om lokationsdeling på Rejsekort som app LÆS MERE

Berigtigelse i forlængelse af artikler i Politiken

17. jun 2013 kl. 10:03
Mediestorm på forkert grundlag. Følgende er Rejsekort A/S kommentarer til Mette Guldaggers artikler i Politiken henholdsvis lørdag d. 25. maj og lørdag d. 15. juni.

Rejsekort A/S

Borgergade 14, 3. sal
DK-1300 København K
Tlf. 33 43 24 00
Fax 33 43 24 01
CVR 27 33 20 72


Kære Mette Guldagger

Du har haft artikler på forsiden af Politiken den 25. maj 2013 med overskriften "Rejsekortet på kant med loven" og den 15. juni 2013 med overskriften "Rejsekortet har igen rod i kundernes pengedata".

I begge tilfælde har du talt med mig inden og fået informationer, som du enten har undladt at bruge eller har brugt decideret forkert. Hvis informationerne var indgået, ville artiklerne næppe fortjene den fremtrædende placering eller disse overskrifter.

I den første artikel havde vi en mailudveksling om, hvad jeg bliver citeret for. Jeg skriver til dig som svar, at det vil være mere korrekt at skrive, at det kritikpunkt fra Forbrugerombudsmanden om, at man ikke lige så let kan oprette som nedlægge en tank op aftale "er løst i denne uge".

Du vælger at skrive artiklen med vinklen, at det vil blive løst i næste uge direkte i modstrid med, at det ikke længere udgjorde et problem.

Problemets størrelse beskrives også forkert. Før denne løsning på nettet kunne kunderne ringe til Rejsekort Kundecenter og afmelde tank op aftalen. Ordren ville så blive overført til deres Rejsekort næste gang de brugte kortet. Det er ukorrekt at det kræver personligt fremmøde "på et af 18 salgssteder, som folk i yderområderne kan bo mere end 100 kilometer fra".

I artiklen fredag d. 15/6 undlader du at skrive, at der på rejsekort.dk, lige før kunderne skal ind på deres rejsehistorik, siden fejlen opstod den 23. Maj har stået, citat:

BEMÆRK: Du kan på nuværende tidspunkt opleve, at din rejsehistorik er misvisende. Fejlen opstår ved selve visningen og har intet at gøre med det bagved liggende system, hvor alt er registreret korrekt. Vi arbejder på sagen og forventer en løsning snarest.

Du fik også at vide, at der ikke i denne periode har været flere kundehenvendelser om rejsehistorik, end før fejlen opstod. Så kunderne har ikke reageret med en kundestorm, men du fik skabt en mediestorm. Denne fejl vil være rettet, som du også fik at vide i denne uge. Men som sagt, det har ikke været et væsentligt kundeproblem, hvilket du undlod at skrive, da det nok ville have medført en mindre fremtrædende placering af artiklen, der nu har skabt unødig bekymring hos kunderne.

Derudover kommenterede jeg citatet fra Rolf Ask Clausen, hvor jeg først påpegede at "det er veldokumenteret, at der har været alvorlige problemer med hele økonomidelen af rejsekortets database" var ukorrekt, men sandsynligvis stammede fra en stort opsat artikel i Ingeniøren fra november sidste år, som redaktionen der måtte dementere. Dernæst at den fejl, der har været i visningen af rejsedata ikke havde noget med databasen at gøre, men drejer sig om at skærmbilledet med rejsehistorikken i nogle tilfælde medtager nogle mellemregninger, som resulterer i forkerte oplysninger. Men som også sagt, så er kundernes rejser BÅDE afregnet korrekt OG registreret korrekt i rejsekortsystemet.

Samlet må jeg konstatere, at jeg oplever, at du har benyttet de informationer, du har fået på en måde, jeg håber ikke repræsenterer den standard Politiken ønsker, at være kendt for.

Rejsekort vil fortsat svare på alle de spørgsmål, der kommer. Og være helt åben om også de udfordringer, der er. Men håber i fremtiden på en mere ordentlig behandling af svarene og ikke mindst de fakta der gives.